Opbrud

Dagens forfatterskoleopgave har fået etiketten Beskytter, hvilket ingen af de andre har fået, men det skyldes simpelhen at denne opgave rent faktisk kom med i den endelige version af bogen. 

Opgave beskrivelse:

 Din kollega taler på én måde, din gamle mor på en anden. Anklageren i en retssag bruger ofte andre vendinger end vidnerne.

Sådan er det også i historier. Det kaldes replikindividualisme. Replikker fortæller indirekte noget om personerne. Gennem den måde, de taler på, og det de siger.

Replikker skal ikke misbruges til at give tung faktuel information. I en god dialog rejses der gerne spørgsmål, men der bliver sjældent svaret direkte.

Når magten mellem personer skifter undervejs i en dialog, kalder man det statusskift. Man kan ud fra replikkerne fornemme, hvem der er ovenpå. Når der er statusskift mellem personerne, bliver teksten interessant. Læseren bliver nysgerrig og vil gerne finde ud af, hvad der foregår mellem personerne. Statusforholdet kan godt skifte flere gange i samme dialog.

Det kan godt virke ensformigt altid at skrive "... sagde han" eller "... sagde hun" efter alle replikker. Det kaldes inkvit. Ifølge Gyldendals encyklopædi: Inkvit (af lat. inquit han siger (inquam jeg siger)), den anførende sætning ved direkte tale (fx sagde han).

Variér med reaktioner og handlinger m.m. Eksempel: "Du betyder alt for mig." Han gabte.

Hvis der kun er to, der snakker, er inkvittet tit overflødigt og kan udelades.

Opgave:
Titel: Opbrud.
En person slår op med sin kæreste.
Maksimum 5 replikker til hver. Der må også benyttes tanke og handling.
Max 300 ord.
Start lige på.

Opgavebesvarelse:
- Er du sikker? Der havde ikke været nogen optakt. Eller også havde det sidste år været en lang optakt. Puttede man en frø i kogende vand ville den springe op. Puttede man den i koldt vand og kogte den ville den dø. Deres forhold var lige erklæret kogt.
- Ja, Roy. Det har været undervejs længe. Jeg er bare den første der sætter ord på det.
- Men tror du ikke... Sætningen hang stille i luften da han bed sig i læben.
- Jeg ved hvad du vil sige og nej. Det hjælper ikke at snakke om det. Det nytter heller ikke at rejse væk sammen. Vi snakker og det bliver godt et stykke tid og så vender vi tilbage til start. Hun var kold. Kontant. Afklaret. "Hvordan kunne han hade den del af hende så meget og være fortabt uden hende?"
- Vil du så bare afskrive den tid vi har været sammen? Hendes hovedrysten var med et kærligt smil og det havde været det nærmeste hun havde været på at vise følelser.
- Nej Roy. Jeg vil aldrig fortryde den tid vi havde sammen. Men vi kommer aldrig videre.
- Hvad siger du til parterapi? Hendes kærlige smil var nu den slags man gemte til et barn der ikke vidste bedre.
- Roy. Sandheden er at jeg er kommet videre og jeg håber kun at du snart kommer videre også. Godstoget Rachel var på vej hen over ham og det sundeste ville være at komme af vejen, men han kunne ikke.
- Hvad med huset?
- Det må du få, sagde hun. Hun tog en nøgle op af lommen og var lige ved at lægge den på køkkenbordet, men tøvede. - Jeg lægger den i postkassen når jeg har hentet mine ting. Det var det. Efter det var hun gået og han havde stået alene tilbage. Kogt levende.


Kender du følelsen?

Christian W. Jensen