Beskytter Kapitel 1 ...

Det er nu officielt... Jeg går benhårdt efter en selvudgivelse og jeg kan lige så godt sige det som det er ... Jeg er spændt på hvordan det går... Og fordi jeg ønsker at du skal blive lige så spændt som mig så løfter jeg hermed sløret... og giver dig/jer [Indsæt trommehvirvel her] Kapitel 1 af Beskytter...

Enjoy !!!

1

Det var mørkt og alligevel ikke helt i Portland, Oregon. De nordlige breddegrader og årstiden bevirkede, at himlen mod nord bestod af alle de blå nuancer, Moder Natur havde på sin palet. Roy Hawkins, 32, havde været på arbejde siden klokken tre i eftermiddags, og nu nærmede klokken sig elleve i takt med, at han nærmede sig hjem. Han havde aftenvagten som studievært på KGON radio. En stilling, der var svær at finde folk til, da den var umulig at kombinere med et familieliv. Men Roy havde ingen familie. Han var alene og havde været det snart et år. På sine gode dage kunne han bilde sig selv ind, at han var kun var alene, men når musikken stoppede, og han var alene med sine tanker, måtte han ofte erkende, at han også var ensom. Han boede godt halvanden kilometer fra sit arbejde, og selv om han havde en bil, en gammel Lincoln town car, foretrak han ofte at gå til og fra arbejde i sommerhalvåret. Når han blev spurgt, hvorfor han ikke brugte bilen, svarede han ofte med et smil, at han havde godt af motionen, men sandheden var, at han ikke havde travlt med at komme hjem. Han drejede af SW Hood og gik ind på SW Gaines. Det betød, at han var cirka halvvejs hjemme. Det var en onsdag aften, og da han ikke længere gik parallelt med Interstate 5, tyndede det ud i trafikken. På den anden side af Interstate 5 var der primært industri og forretninger, men på denne side var græsset grønnere, og der var mere af det. Her var der nemlig primært boliger og grønne arealer. En par lyskegler fortalte ham, at en bil drejede ind på gaden bag ham. Han så den ud af øjenkrogen, da den passerede ham. En taxa. Gul som i New York og med “Broadway” skrevet på siden i sorte bogstaver. Den drejede til højre længere fremme, og Roy var alene igen. Dengang Rachel havde været sammen med ham, ville det aldrig have faldet ham ind at gå hjem. Men nu var det ikke så meget et hjem som et sted, han opholdt sig, når han ikke var på arbejde. Han fulgte efter taxaen nord på SW Corbett og krydsede vejen. Det var først, da han kom over på den anden side, at han lagde mærke til dem. Et par hundrede meter længere fremme. På den modsatte side af gaden. Bag nogle parkerede biler stod der en lille gruppe mennesker. Tre eller fire. Han var ikke helt sikker. - Teenagere?, tænke han uden at ændre tempoet. Han begyndte at åbne og lukke hænderne, som om han havde fået krampe i dem. De var på den anden side af gaden, og han ville passere dem uden problemer. Men der var noget, der var galt. Han havde halveret afstanden, før han bemærkede det. Teenagere kunne ikke samles uden at larme og de tre, han var nu sikker på antallet, talte ikke sammen. I hvert fald var det ikke mere end en hvisken, hvis de gjorde. Han kom tættere på, og ud af øjenkrogen holdt han øje med dem. Det havde ikke været krampe, der havde fået ham til at flekse fingrene. Han blev mere opmærksom på sine omgivelser. Lys der tændtes og slukkedes i husene, han passerede. En hund, der gøede. De tre personer på den anden side af gaden. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere. En lille stemme bagerst i hans hjerne, begyndte at hviske: - Fare. Han var tæt nok nu til at se, at de var to mænd og en kvinde, og det var nu helt tydeligt, at det ikke var en venskabelig sammenkomst. Mændene var klædt i mørke farver, og på trods af det varme vejr var hætten oppe på deres trøjer. Kvinden havde mørkt skulderlangt hår og havde en lys skindjakke på, der stod åben. En af mændene holdt fast i kvindens arm, og for hvert skridt Roy tog, blev det klart for ham, at der var noget galt. Om 20 meter ville han være lige over for dem. - Kan jeg fortsætte? Lade som om jeg ikke ser dem? Det ville være den fornuftige løsning, og en del af ham foretrak den frem for alternativet. - Vil jeg læse om et overfald, en voldtægt eller et drab i lokalsektionen af The Portland Press i morgen? Vil jeg kunne leve med mig selv velvidende, at jeg var passeret mindre end ti meter fra dem? Velvidende at der havde været et problem? Svaret var nej, og det beroligede Roy, at selv om han ikke havde følt sig som sådan i meget lang tid, var han stadig en del af menneskeheden. Han satte farten ned og ændrede kurs, så han gik skråt over vejen mod de tre.

- Hey! Råbte han, og alle tre så øjeblikkeligt på ham. Kvinden, hvis ansigt var det eneste han kunne se, så på ham med store øjne, og stemmen bagerst i hans sind hviskede ikke længere. Det var et altoverdøvende skrig. - PAS PÅ! FARE! Roy nærmede sig langsomt med hænderne ud til siden. Det havde han set i film, at politibetjente ofte gjorde. Det var først, da der var fem meter mellem dem, at det slog ham, at politiet gjorde det for at vise, at de var ubevæbnede, og at den samme gestus hos ham, kunne motivere dem til at trække deres egne pistoler og skyde ham. Men han kunne ikke sænke armene nu. Det kunne misforstås, som om han ville trække et våben og sikre hans egen død, hvis bare en af de to mænd var bevæbnede. I stedet holdt han øje med deres hænder og var klar til at smide sig ned bag en bil, hvis han så en hurtig bevægelse.

- Hvad laver i? Spurgte han, og spørgsmålet slog ham som fjollet i det samme, det havde forladt hans læber. - Hvordan skal jeg fortsætte samtalen, hvis de svarer overfald og voldtægt? Det gik op for Roy, at han ikke havde den fjerneste anelse om, hvad han skulle stille op. De var to, og han var alene. De havde sandsynligvis deltaget i deres andel af slagsmål. Den eneste gang han havde deltaget i et slagsmål, var tilbage i high school og havde resulteret i en flækket læbe og et blåt øje. Begge dele på hans ansigt. Men han involveret nu. Der var ikke nogen vej tilbage. Han gik ind mellem to biler og stod nu på fortovet sammen med dem kun et par meter fra dem. Ingen af mændene svarede ham. Manden, der stod nærmest, var klædt i en sort hættetrøje, og han havde stadig et godt greb i kvinden. Det var hans makker med den slidte grå Nike trøje, der nærmede sig. Han var lidt mindre end Roy men så ud til at være i bedre form. Roy kunne høre blodet suse i årerne, og han forsøgte at lyde roligere, end han var.

- Tror I ikke det vil være bedre, hvis vi alle gik hjem? - Du ved virkelig ikke, hvad du har gang i! Hørte han fra stemmen bagerst i hovedet, og han kunne ikke sige den imod.

- Jeg tror måske, det vil være bedre, hvis du går hjem, sagde Niketrøjen og standsede en arms længde fra Roy. - Han slår, sagde stemmen, og Roy reagerede på det, før han så armen bevæge sig. Knytnæven, der sikkert ville have flækket hans ansigt, hvislede gennem tom luft, da Roy dukkede sig. Manglende modstand havde fået angriberen ud af balance, og Roy kastede sig mod ham, inden han fik chancen igen. De tumlede begge til jorden, og Roy hørte et eksplosivt åndedrag, da Niketrøjen ramte jorden med ham selv ovenpå. - Jeg vinder! Han kæmpede for at komme fri og havde næsten rejst sig, da han mærkede et slag i baghovedet. Blændende smerte skød gennem adrenalinet, og han så lysglimt, der ikke fandtes. Kræfterne sivede ud af ham som luften fra en punkteret ballon. Han blev skubbet til side af Niketrøjen og havde ikke kræfter til at tage fra, da han faldt om på fliserne ved siden af en grøn bil. Han registrerede noget koldt og hårdt mod sin pande, mens en hånd fjernede hans pung fra baglommen.

- Okay, Roy. Hvorfor kunne du ikke bare været gået forbi? Han ville have svaret, men havde problemer med at fokusere sine tanker.

- Du skulle været gået din vej, konkluderede den sorte hættetrøje. - Godnat Mr. Hawkins. Roy nåede lige at fange bevægelsen ud af øjenkrogen, før han mærkede slaget. - Det var det, sagde stemmen. - Du er nu en del af statistikken. Smerten blev afløst af følelsesløshed, og en grå tåge sænkede sig over natten. - Underligt. Jeg syntes ikke, der var tåge i aften. Den grå tåge forsvandt også og blev erstattet af mørke.

 
Glæder du dig ikke lige så meget som mig til udgivelsen nu???

Christian W. Jensen