lørdag den 4. juni 2011

Jeg giver dig mit ord …

De sidste par dage har jeg tænkt en del på netop denne sætning. Både i relation til det virkelige liv, men også fordi det er aktuelt i Beskytter.

Jeg blev lidt nysgerrig efter hvorfra det stammede, og så vidt jeg kan konkludere er at det hænger sammen med sætningen ”Mit ord er min lov” Eng: My word is my bond”, der er et gammelt maritimt udtryk, der i 1801 blev adopteret som motto for The London Exchange. Dengang var det vigtigt at man stod ved sit ord, da der blev handlet uden dokumenter.

Men selv i dagens Danmark er en mundtlig aftale juridisk set lige så bindende som en skriftlig. Dog er den stort set umulig at bevise, hvilket gør at skriftlig stadig er at foretrække når man skal handle.

Anyway ... Grunden til at jeg bringer det her med ord op, er at jeg elsker ord. Hvis man gør sig en smule umage, kan man gøre så ufattelig mange ting med dem. Du kan glæde, såre, overraske, underholde, pirre, eller forbløffe de mennesker du omgives af til dagligt. Men kun hvis dine ord har værdi. Hvis du f.eks. flere gange har sagt til kæresten at du nok skal gøre noget, og stadig ikke får det gjort, så begynder dine ord at miste værdi og dine evner til at udnytte dine ords fulde potentiale forsvinder samtidig.

Lad os bruge samme kæresteeksempel (Og lige til orientering er dette ikke et personligt eksempel, bare lige det der faldt mig ind først ;) ) Du har allerede sagt til din kæreste flere gange at du vil ordne noget, men det er stadig ikke sket. Fordi hun (lad os antage det er en hun, for vi mænd er vist kendt som dem der oftest jokker i grøntsagsfadet) går og er lidt knotten, beslutter du dig for at gøre hende glad igen og du fortæller hende at du har planlagt en overraskelse til hende... Men skaden er allerede sket. Chancerne for at hun vil tro på dine værdiløse ord, falder proportionelt med antallet af gange du har skuffet før.

Det kunne også være en af dine ven(ner/inder) du har lovet at hjælpe, men når det kommer til stykket, skal du liiige noget andet.

Eller du har aftalt at mødes med nogen på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt … og kommer 10-20 minutter for sent. Kender du typen? Hvor meget tror du på vedkommende, næste gang h*n lover at komme til tiden? Måske er du typen? Har du nogensinde fået et tidligere tidspunkt end de andre gæster? Hvis ja hvor meget siger det om værdien af dit ord?

Min pointe med alle disse ord om … ja ord ;) er som følgende: Gør hvad du kan for at bevare værdien af lige netop dit ord.


Hvor meget er dit ord værd?


Christian W. Jensen


Fodnote: Igen skal det påpeges at dette ikke er et resultat af en dårlig oplevelse, men et forsøg på at få dig til at tænke … :)

Ingen kommentarer: