4
Hun havde spist morgenmad med sin familie. Det havde ikke været det samme som før. Selvfølgelig havde hendes far manglet ved bordet, men det var sket før. Måske var det, fordi de alle vidste, at den fjerde plads ved det runde bord med den blå og hvidternede voksdug aldrig mere ville blive brugt af Samuel Hayes. De havde spist deres bagels i stilhed, og da de havde hjulpet hinanden med at tage af bordet, havde Angela undskyldt sig selv under påskud af, at hun trængte til at røre sig.
Hun havde taget de slidte løbesko på igen, men havde valgt jeans og en skjorte i stedet for løbetøj. Hun løb sjældent på fuld mave. - Kun når du flygter. En anden grund til, at skjorten havde vundet over den ærmeløse top, havde hun opdaget, da hun havde stået foran spejlet den morgen. Hendes venstre overarm, hvor en af mændene havde holdt fast i hende, bar et blåt mærke, der krævede meget lidt fantasi for at ligne aftrykket af en hånd.
Det var hendes flammende bogstav som i bogen af Nathaniel Hawthorne. Skrevet for over ethundredeoghalvtreds år siden om en kvinde, der var tvunget til at gå med et bogstav på sit tøj, så alle kunne se, at hun havde været sin mand utro. At hun ikke var til at stole på. Angela havde ikke været en mand utro. Hun havde været utro mod den ed, hun svor, dengang hun blev betjent. At tjene og beskytte. Det var, hvad hun havde svoret, men det var ikke, hvad hun havde gjort.
Hun fortalte sig selv, at hun ikke havde været forberedt. I sin uniform var hun forberedt på livets mørkere sider. Hun bar sin uniform som en rustning i kampen mod kriminaliteten. Dog uden illusioner om, at den gjorde hende eller andre betjente udødelige. Hendes fars død og allerede for mange dødsfald blandt kollegaer i New York vidnede om dette.
Det var delvist derfor, hun nu gik tilbage gennem gaderne til det sted, hvor hun var blevet antastet af to fremmede og reddet af en tredje. Stedet så anderledes ud, når solen skinnede, men alligevel begyndte hendes mave at fryse til is, da hun nærmede sig.
Den grønne bil, hendes redningsmand næsten var faldet ind i, var erstattet af en rød pickup, der trængte til at blive vasket. Hun var ikke opmærksom på, at hun havde sat farten ned, før hun stod stille godt ti meter fra, hvor de havde stået aftenen før. Hendes puls steg på trods af, at hun stod stille, og hun måtte tørre håndfladerne af i bukserne. Hun måtte tvinge sig til at tage et skridt af gangen og var taknemmelig for, at gaderne var næsten øde på dette tidspunkt af dagen. Hun kunne forstille sig, at hendes adfærd måtte virke besynderlig for forbipasserende, men hun kunne ikke gøre for det. Hun huskede kun alt for tydeligt frygten, hun havde følt aftenen før. Hun havde gået i sine egne tanker og havde slet ikke opdaget de to mænd, før den ene af dem havde grebet fat i hendes arm. - Havde de sagt noget? Hun lukkede øjnene og forsøgte at huske, om nogen af dem havde sagt noget. Hun var sikker på, at de havde sagt noget, men hun kunne ikke finde nogen referater gemt i sin hukommelse. En af dem havde sagt til hendes redningsmand, at det måske ville være bedre, hvis han gik hjem. - Men de må da have sagt noget til mig. Hvorfor kan jeg ikke huske det? Nu stod hun præcis samme sted, hun havde stået aftenen før. - Havde de advaret hende? Tanken slog hende som en underlig en. - Hvorfor skulle de havde advaret hende? Mod hvem eller mod hvad? Så huskede hun det første, der var sket, da hun var landet med flyet i Portland International. Hun havde sovet i flyet og havde ikke været helt klar i hovedet, da hun var steget af. Det var også derfor, hun ikke opdagede med det samme, at kvinden havde talt til hende. Uden at spilde tid på at præsentere sig, havde hun fortalt Angela, at hendes fars død ikke havde været en tilfældighed. Han var blevet dræbt, fordi han havde arbejdet på en sag. - Offer for en sammensværgelse, havde hun sagt. Angela havde først troet, der var tale om en grov spøg, men hvem skulle have fået noget ud af det? Hun havde vendt sig for at konfrontere kvinden men var blevet mødt af menneskemængden, der havde været med hende på flyet. - Havde hun bildt sig det hele ind? Hvis ja, hvorfor forbandt hun så overfaldet i går med kvinden i lufthavnen? Hun gik et par skridt i retning af, hvor hendes redningsmand var faldet. En af fliserne var misfarvet. En mørk rød nuance. Blod. Hun satte sig på hug for at røre ved det. Det var ikke vådt, som hun havde forestillet sig, men måske gav hendes samvittighed det egenskaber, det i sig selv ikke havde. Hun havde knap rørt det, da hun trak hånden til sig igen. Angela skulle lige til at rejse sig igen, da hun så den. En brun tegnebog lå under den røde pickup. Efter at have sikret sig, at hun var alene, lagde hun sig på maven og rakte ind efter pungen. Hun havde halvt forventet, at den havde været en del af hendes fantasi og blev derfor overrasket, da hendes fingre rørte den. Den kunne i princippet have tilhørt hvem som helst, men Angela var ikke i tvivl om, at det var hans. Hun rejste sig og børstede støvet af sig. Pungen så ud til at være godt slidt. Hun åbnede den uden tøven. Den indeholdt ikke overraskende hverken kontanter eller kreditkort. Hun fandt et sygesikringskort, hvilket hun fandt besynderligt. På politiskolen havde der været foredrag om identitetstyverier og et sygesikringskort var en let måde at gøre det på, siden der ikke fandtes nogen måde at kontrollere, at personen med kortet også var den retmæssige ejer. Dette kort tilhørte en Roy Hawkins. Hun fandt et bibliotekskort, der så næsten nyt ud, men det havde, hvad hun søgte. En adresse. Det var på SW 2nd Avenue, hvilket betød, at han ikke boede langt derfra. Hun begyndte at gå mod nord, mens hun gennemgik resten af pungens indehold. Et adgangskort til KGON radio. Det var den station, hun havde lyttet til, da hun boede i byen, men hun havde aldrig taget sig tiden til at finde ud af, hvor deres adresse var. Men hun gættede på, at det var i gåafstand fra SW 2nd Avenue, og at Roy Hawkins havde været på vej hjem fra arbejde. Hun havde forventet at finde et militær ID eller noget lignende, der kunne forklare, hvorfor Roy havde forsøgt at blande sig i overfaldet, men fandt intet.
Hun lukkede pungen med en dårlig smag i munden. Hun havde lige gennemgået sin redningsmands tegnebog. Han havde i det mindste ikke stadig ligget på fortovet. - Måske havde ejeren af den grønne bil ringet efter en ambulance, da han havde flyttet bilen. Men betød det, at Roy havde ligget på fortovet hele natten? Hun hørte igen lyden, da pistolskæftet havde ramt Roy i hovedet. En hammer mod et træ. En hul lyd. - Hvad gør du så nu? Hun kendte allerede svaret. Hun blev nødt til at opsøge ham på hans adresse. Om ikke andet så for at se, om han stadig var i live. - Måske var han vågnet op i løbet af natten og fundet vej hjem. Måske havde han fået hjælp. Hun væmmedes ved sig selv. Hun burde være gået tilbage i nat. Hun burde have gjort noget. Måske kunne hun rette op på fejlen nu. - Hvis ikke det var for sent. Angela Hayes satte farten op da hun drejede til venstre ad SW Grover.
Kapitel 5 kommer i morgen og hvis du er en af dem, der venter spændt på det første spor i skattejagten så kan jeg fortælle at det er skrevet og planlagt til at blive udgivet i dag kl. 12.00
Christian W. Jensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar