mandag den 18. februar 2013

Valentinsmiddag og madforbrug

Så er det hverdag igen. Sådan næsten da for sønnen har vinterferie og nyder tiden hjemme hos farfar og farmor. Det betyder, at der her i Aalborg er kedeliguge som vi kalder det når han ikke er hjemme... Egentlig burde vi kalde det, planlægning-ryger-lige-ud-af-vinduet-uge, men det synes jeg er for langt :) Når han er hjemme så spiser vi altid kl. 18. (plus minus en time :)) Vi er oppe klokken syv og han er i seng kl. otte og sover halv ni (sådan ca.)... Men når han ikke er hjemme så er tiderne lidt mere flydende.

I fredags fejrede vi valentinsaften og det var rigtig-rigtig godt. Menuen har jeg skrevet om her, men nu kan du også se billederne :)

Forret: Carpaccio på rucula, med olivenolie og parmasanost

Hovedret: Ceasar salad a la Jamie Oliver og Cooks.com.
Denne gang med pancetta i stedet for bacon og det BLEV bedre!


Dessert: Skulle have været pavlova efter denne opskrift, men det blev det ikke :(
Til dessert skulle vi have haft pavlova. Opskriften fandt jeg hos kvalimad og det var egentlig mest fordi jeg ville prøve at lave marengs :)

Pavlova består af en marengsbund med letpisket flødeskum på. Derpå lægges der ca. 500 gr. frisk frugt i mundrette stykker der forinden lige er vendt i sirup, honning eller ahornsirup og så evt. toppet med revet chokolade.
Jeg havde jo fået den geniale romantiske ide at lave en hjerteformet marengsbund til min pavlova, men som det kan ses på billedet nederst til venstre så gik den lidt fra hinanden da jeg prøvede at løsne den fra papiret... Og jeg er måske ikke det største romantiske geni, men selv JEG ved at man ikke serverer et knust hjerte på valentinsdag... heller ikke en fake-valentinsdag :) Så heldigvis havde jeg lavet en masse små marengstoppe også, så jeg lagde dem i siden og fyldte op med frugter i midten. Dertil to kugler vanilleis, revet chokolade og (selvfølgelig) lyserød flødeskum på toppen. Alt i alt blev det rigtig godt. Og vi blev så rigelig mætte, selv om vi ikke blev "tungt" mætte...

Pavlova
som jeg lavede den

Ingredienser: (marengs-bund)

  • 3,75 pastauriserede æggehvider (3 bægre)
  • 190 gr. sukker
  • 1½ tsk. citronsaft
  • 1 tsk. vanillesukker
Derudover:


  • 2 æbler 
  • 2 pærer
  • 2 bananer
  • 2 spsk. ahornsirup
  • 50 gr. mørk chokolade
  • 1½-2 dl. piskefløde
  • ½ tsk. vanillesukker

Fremgangsmåde:
Ingredienserne til marengsbunden hældes i din lokale røremaskine og piskes til du kan lave små toppe i det uden de falder sammen. Herefter hældes det i en frysepose (eller en sprøjtepose med tylle). Sprøjt det ud på en bageplade med bagepapir på. Start i midten og lav langsomt cirklen større indtil den har den ønskede størrelse. Bagetid: Lidt længere end 75 minutter ved 120 grader. Det er vigtigt du ændrer på tiden og ikke temperaturen, da varmere ovn betyder at marengs'en tager farve, hvilket vil være synd. Mens den er i ovnen gør du resten klar.
Æbler, pærer og bananer skrælles og skæres i små stykker. Lægges i en pose med ahornsirup og rystes så siruppen fordeles godt på alle frugterne. Flødeskummet piskes med vanillesukkeret. Dog ikke for hård så det bliver grynet.

Når marengsbunden er afkølet, smøres bunden med flødeskum. Frugterne fordeles i skummet og der drysses hakket chokolade på toppen. Velbekomme :)


Og nu til det mere alvorlige. Som indkøbsminister i husstanden står jeg for alle indkøbene og de sidste uger har jeg holdt regnskab med hvad pengene er blevet brugt på. Kategorierne er: frugt og grønt, mejeri, slagter, øvrige fødevarer, Øvrige husholdning, kioskvarer og drikkevarer. Selvfølgelig fordi jeg har haft lidt for god tid og fordi jeg ville lære noget nyt, har jeg lavet et pindediagram over vores forbrug.

Uge fem var den uge vi indtil videre har brugt mest, men det var også den uge vi havde hundebryllup og  ingredienserne jeg skulle bruge til kagerne ligger under mejeri og øv.fødevarer. Så i uge fem brugte vi 1399,64 kr. på disse kategorier. I uge 6 blev fryseren fyldt op med hakket ko og gris (svinemørbrad og skinke) Hvilket er forklaringen på den høje spids i slagter i den uge. Der brugte vi i alt 988,54 kr. og i uge 7 brugte vi 966,19 kr. inkl. en lille banankage som Karen har taget med på arbejde i dag.

Hele ideen med dette regneark er at se hvad vi bruger pengene på og så er det en øvelse i at spise sundere uden at bruge flere penge på det.. Jeg har jo længe haft den fordom, at sund mad ikke smager nær så godt. (er fordomme ikke fantastiske? Så skal man aldrig tage stilling til noget ;)) Men det er et spørgsmål om vaner og finde de rigtige opskrifter.
For ikke så lang tid siden snakkede jeg med en bekendt om det her med at købe ind og på et tidspunkt siger hun: Nogle gange ville jeg ønske jeg ikke havde råd til at købe alt det usunde. Forstået på den måde, at en pizza, burger eller anden færdigret måske er hurtigere end at lave maden selv, men nok næppe lige så sund (endnu en fordom.. Feel free to prove me wrong ;)) I denne måned hævede vi 2000 kr. og brugte dem på maden. Derefter hæver vi 1000 kr. ad gangen og ser hvor længe de slår til. Min hypotese er, at vi kommer til at bruge mindre til husholdningen i denne uge end de foregående uger, da sønnen ikke er hjemme mandag til torsdag... Ikke fordi han spiser helt vildt meget, men fordi Karen og jeg synes rester er mere spændende (især fordi det kræver mindre madlavning).. Så i aften skal vi have forårsruller, resterne af det i morgen. Onsdag skal vi have pulled pork med denne fantastiske coleslaw til og der er sikkert rester til torsdag og så er det meste af ugen jo gået :)
Fredag skal sønnen bestemme aftensmaden... Tradition i vores familie er, at når nogen har været på ferie eller ude og rejse, må han/hun bestemme hvad vi skal have til aftensmad når han/hun kommer hjem.. Sådan var det dengang jeg boede hjemme og sådan er det også i denne husstand :)
Christian W. Jensen

Ingen kommentarer: