I starten af ugen snakkede jeg om at hvis du var rigtig sød ville jeg smide billeder på bloggen af min seneste investering.
Bemærk... Dette indlæg indeholder IKKE madopskrifter. Derimod en masse billeder og forklaringer som jeg har lært lidt selv om en sportsgren, jeg er faldet pladask for.. Ikke påvirket af hverken Katniss Everdeen eller Hawkeye fra Avengers :D Skulle du selv få lyst til at prøve kræfter med sportsgrenen så kan du på dette link se en oversigt over klubber i Danmark og finde en tæt på dig :D
Her er så noget af min nye investering . Den anden kommer længere nede :)
Dette er et Avalon Tec One sigte købt hos Gimli-store.dk. Det er faktisk det andet sigte jeg har købt hos dem. Ikke at det første var dårligt, men åbenbart når man taber den så går de i stykker :)
Anyway. Den type bue jeg bruger er en takedown recurve bue. Takedown kommer af, at den kan deles så den er lettere at transportere, samt det er muligt at bruge samme håndsektion med ben i forskellig styrke.
Her ses det der skal til for at kunne sende en pil igennem luften. Fra oven er det: Håndsektion med pilehylde, ben (de to buede tingester) og en buestreng, der faktisk består af mange små tråde.
Ekstra udstyr del 1: Det store billede her viser min fingerlap. Den beskytter fingrene (duh!) når man skyder længere tid af gangen. På det lille billede øverst til højre er mit buestativ også købt hos Gimli-store.dk. Nederst til højre ses min underarmsbeskytter. Sådan en er ikke en garanti for, at det ikke gør ondt. Korrekt håndstilling er bedre til det :) Der er ikke link til underarmsbeskytter og fingerlap da jeg købte dem hos Aalborg Bueskyttelaug som et sæt. Faktisk var disse to det første grej jeg købte og det har jeg ikke fortrudt et sekund. Især fingerlappen er en meget personlig ting da den efterhånden bliver tilpasset din hånd.
Så er buen samlet. Det er et meget simpelt kliksystem, så intet værktøj er nødvendigt. Det der ses på det øverste billede er buen uden streng. Her vender forsiden af buen opad, hvilket betyder at benene bøjer fremad. (Deraf navnet Recurve).
På det nederste har jeg sat strengen på hvilket giver det hele lidt mere buet udseende ... hehe..
Min bue har en samlet længde/højde på 70 tommer hvilket svarer til 177,8 cm. Det skyldes at jeg selv er ret høj så derfor passer en lang bue bedre til mig.
Som buen ser ud her kaldes det en barbue. Der er ingen sigtehjælpemidler så skydningen er mere instinktivt end når sigtet kommer på. Så tænker du nok.. Hvorfor er det kun mere instinktivt og ikke kun instinktivt? Det skyldes at du placerer pilen anderledes på barbue end på en recurve bue og forskellen gør at man ved en barbue kan bruge pilen til at sigte.
Lige over min fine hånd på dette billede sidder der et lille stykke "ståltråd". Dette er en fjeder der fungere som pilehylde. "Stangen" på modsatte side af buen hedder en plunger. Den går igennem håndsektionen og den hvide del lige over pilehylden kan skubbes ind (som et stempel. Heraf navnet plunger) Dens funktion er at kompensere for den måde pilen forlader buen på. Måske mere om det en anden dag.
På strengen til højre kan du to sorte mærker. De er sat så pilen bliver sat på strengen præcis samme sted hver gang. For mit vedkommende sætter jeg pilen mellem de sorte mærker når jeg skyder recurve (med sigte m.m.) og over det øverste mærke når jeg skyder barbue. Så passer pengene.
Længst væk er sigtet. Og på en recurve bue er sigtet men det er meget lidt værd alene. På et gevær/pistol og lignende består sigtet af 2 punkter der skal lines op. Når recurvebuen kun har et punkt er det derfor vigtigt, at du holder strengen præcis på samme sted i forhold til dit sigteøje. Dette kaldes at ankre strengen.
Anyway... Nok om buegrej for i dag. Jeg begyndte til bueskydning i starten af oktober og som du måske/måske ikke kan læse af dette indlæg er jeg blevet ret glad for det. Jeg har erkendt at jeg aldrig bliver god nok til deltage i OL (sorry), men jeg finder det meget terapeutisk kun at skulle koncentrere sig om at ramme en skive. En god måde at rense hjernen.
Christian W. Jensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar