I går havde sønnen og jeg planlagt netværk med mad. Det er efterhånden lidt sjældent vi holder det, men jeg tror det hænger sammen med at jeg fik arbejde sidste år og så har jeg lige pludselig ikke så svært ved at få tiden til at gå, men siden sønnen er begyndt at få interesse i madlavning, så er det pludselig blevet lidt mere overskueligt når vi er to til at lave maden.
Vi havde planlagt det til om aftenen, men da vi kom til i onsdags og der endnu ikke var nogen meldt til så ændrede vi det fra aftensmad til brunch lørdag og det hjalp lidt. Tasja kom med ungerne og så dukkede der et vennepar op så vi blev 7 i alt. Heraf 4 voksne-voksne. En preteen og 2 børn.
Menuen bestod af:
- Scrambled eggs & bacon (på grillen)
- Kold laks med røgsalt (sous vide)
- Amerikanske Pandekager
- Balsamicotomater
- Vanilleskyr m. hjemmelavet Granola
- Frisk frugt - Vand- og Honningmelon, druer, og banan.
I dette oplæg kommer opskriften på de amerikanske pandekager, balsamicotomater og granola. Ang. de der tomater så var det noget Tasja og jeg fik hos et vennepar engang sidste år, men sidste gang jeg lavet det så fik det mig til at tænke på sådan en lidt tomatagtig smag så jeg tænkte at det kunne være godt at prøve til scrambled eggs. Det var en rimelig stor succes baseret på at der blev spist op :)
Amerikanske pandekager
Opskrift fundet hos NYBH
Jeg lavede 1½ portion og den lyder som følgende:
- 560 gram hvedemel
- 9 tsk bagepulver
- 2 tsk salt
- 3 spsk sukker
- 5 æg
- 5,6 dl. mælk
- 45 gr. smeltet smør
Fremgangsmåde:
Sigt de tørre ingredienser sammen i en skål. Tilsæt æg og halvdelen af mælken. Pisk godt og sørg for at der ikke er klumper i inden resten af mælken og smeltet smør tilsættes. NYBH skriver at det er vigtigt at piske godt med hånden så der kommer noget luft i dejen. Jeg har dog lige fået en Bamix stavblender så jeg brugte piskeskiven... Næste gang bruger jeg nok den skive med huller i da den vist nok skulle være bedre til at piske luft i ting :)
Jeg brugte ca en opøseske pr pandekager og stegte dem på grillens støbejernsplader i lidt smør.
Balsamico tomater
Opskrift som jeg lavede dem.
Ingredienser:
- 500 gr. små tomater. (Cherry eller blommetomater)
- ½ dl. balsamico eddike
- 1 tsk sukker.
Fremgangsmåde:
Skær toppen af tomaterne og halver dem. Brug gerne en creme brulee brænder til at svitse dem lidt så du kan se at skindet løsner sig. Dette kan undlades men min erfaring siger at tomaterne bedre absorbere eddiken når skindet har løsnet sig. Hæld tomater, balsamico og sukker i en pose og lad dem marinere. Jeg brugte en vacuumpose, men jeg er sikker på det ikke er nødvendigt.
Når du smider de første pandekager på panden/grillen så smider du tomater og balsamico i en lille alubakke og stiller på grillen også (eller smider det i en lille gryde hvis du er til sådan noget). Lad det koge imens du laver resten klar og server til æggene :)
Granola (i actifry)
Originalopskrift fundet HER
Ingredienser:
- 4 dl. havregryn
- 3 spsk. sesamfrø
- 3 spsk. solsikkekerner
- 2 spsk. Hørfrø
- ½ dl. hasselnødder (gerne flere næste gang)
- 1 tsk kardemomme
- ½ tsk. vanilje med bourbon
- 6 spsk flydende honning
Fremgangsmåde:
Hak hasselnødderne groft. Bland alle ingredienser i en skål og rør godt rundt til honningen er fordelt. Hæld det herefter i actifry'en og giv det 15 minutter.
Christian W. Jensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar